Coaching

Som mennesker har vi en iboende drift mod at skabe mening i vores liv og handle i retning af det, vi har brug for. Indimellem kan vi dog opleve os fastlåste eller overvældede af en situation – eller føle at konflikter og samarbejdsvanskeligheder fylder i vores liv.

Et coachingforløb kan inspirere dig til at finde nye perspektiver og handlemuligheder i forhold til de udfordringer, du oplever.

Ledercoaching

Et forløb med ledercoaching har fokus på at undersøge og arbejde med de udfordringer, du kan opleve i din rolle som leder. Det kan være medarbejdere eller stakeholders, som er særlig udfordrende at samarbejde med. Du kan føle dig fastlåst i en særlig rolle i dit ledelsesteam, som det kan være svært at komme fri af. Måske oplever du, at det er svært at balancere og prioritere alle de mange krav og forventninger, der er til rollen. Måske har du en indre kritisk stemme, som hele tiden sår tvivl om det, du gør eller de beslutninger du træffer, så det bliver svært at tage lederrollen på dig. Lederrollen er kompleks, og vi arbejder med det, der fylder hos dig.

Individuel coaching

Et individuelt coachingforløb består af en række samtaler, hvor vi arbejder med de konkrete udfordringer, der står i vejen for din livsglæde, arbejdsglæde og trivsel. Eller vi arbejder med, hvordan du kan bygge på dine styrker og finde mod til at forfølge det, der betyder noget for dig. Målet er at hjælpe dig til nye indsigter om dig selv, dine værdier og handlemønstre, og inspirere til nye handlemuligheder og aktive valg.

Karrierecoaching

Føler du dig fastlåst i dit arbejdsliv og har svært ved at finde motivationen og arbejdsglæden? Har du svært ved at se, hvordan dit arbejdsliv og karriere skal udvikle sig fremover? Karrierecoaching er et forløb, hvor vi undersøger din motivation og dine styrker, og får skabt klarhed om dine ambitioner og drømme, så du bliver rustet til næste skridt eller finder motivation og inspiration i det job, du allerede har. Efter aftale kan der indgå personlighedstest som en del af forløbet.

Jeg tilbyder en gratis afklarende samtale (20 minutter) inden opstart af coaching forløb.