Jeg skal bare lige……Lær dine stress-symptomer at kende

Af Psykoterapeut Jette Breiner Bak, Jægersborgvej 66B, Kgs. Lyngby.

“Jeg blev ved med at sige til mig selv, at jeg bare lige skulle klare den frem til afslutningen af projektet. Så ville arbejdspresset aftage, og jeg kunne slappe lidt af. Men der blev ved med at dukke nye opgaver og udfordringer op, som jeg lige skulle klare. Jeg følte hele tiden, at det var mig, der ikke gjorde det godt nok. Ikke havde styr på det. Ikke prioriterede arbejdet nok eller rigtigt. Det var som et uendeligt hav af opgaver og problemer, der blev ved med at skylle ind over mig. Jeg havde svært ved at overskue både arbejdet og min familie. Følte mig utilstrækkelig, havde svært ved at overskue mit liv, fik let til tårer, og mærkede ofte trykken for brystet og susen for ørene. ”

Lær dine stress symptomer at kende

Stress er noget, vi alle oplever indimellem – det ekstra fokus og lille sug i maven, før vi skal præstere. Det er kroppens naturlige reaktion på pres, som i små doser kan hjælpe os til at klare store udfordringer. Men når stressen får lov til at tage overhånd, kan den have alvorlige konsekvenser for både krop og sind.

Ovenstående beskrivelse er en sammenstykning af oplevelser fra mange mennesker jeg har arbejdet med, som har kæmpet med stress. Tendensen til at tænke, at “jeg skal bare lige afslutte dette projekt eller forbi den næste deadline, så bliver det hele bedre.”

Men det gør det typisk ikke. Tværtimod vil kroppen blive mere og mere belastet, og man får sværere og sværere ved at tage vare på sig selv. Det er derfor vigtigt, at lære sine stress symptomer at kende. Det er første skridt på vejen til i tide at opdage, at man er på vej ud på dybt vand, og har brug for at få sagt fra eller prioriteret, så man ikke risikerer at blive syg.

Hvad er stress?

Stress er en biologisk reaktion, der hjælper os med at klare pressede situationer. Når vi mærker stress, udløses hormoner som adrenalin og kortisol, der gør os mere opmærksomme og klar til handling. Men når stressen bliver langvarig eller kronisk, kan den føre til mentale og fysiske problemer, som påvirker vores livskvalitet negativt.

Udviklingen af stress – forstå dine signaler

Stress viser sig på mange måder, og det kan være svært at opdage, når vi selv er midt i det. Mange kan opleve, at stressen kommer snigende, fordi vi ofte ikke får tid til restitution efter perioder med stort pres, men vænner os til det øgede pres, som bliver en ny normal situation – uden rigtig at tillade os at mærke, hvordan vi har det.

I tabellen fremgår stress symptomerne som zoner, der beskriver graden af stress, og som kan hjælpe dig til at vurdere dit stressniveau. De fleste af os oplever jævnligt grøn og gul stress, hvilket er helt ufarligt, så længe det ikke er en varig situation.

Kronisk stress – skadeligt for krop og psyke

Langvarig stress kan have meget alvorlige konsekvenser. Overproduktion af kortisol kan skade hjernen og hukommelsen. Det kan også føre til hjerteproblemer, svækket immunforsvar og øget sårbarhed over for angst og depression.

Hvad kan du gøre?

Det er vigtigt at genkende dine stressymptomerne og være opmærksom på, hvilken stress zone du befinder dig i. Husk at stress ikke er en sygdom, men kroppen, der gør dig i stand til at overkomme noget ekstraordinært. Det afgørende er, at du får mulighed for at restituere og få stressen ud af kroppen og dermed komme i balance igen.

5 gode råd til at håndtere stress:

  • Bed om hjælp – Stress kan få os til at føle at vi ikke er gode nok, hvilket kan give en følelse af skamfuldhed og får os til at trække os væk fra andre – Men det hjælper at række ud – bede om hjælp (til at prioritere eller sige fra) – at opleve, at du ikke er alene.
  • Sov godt og nok – god søvn hjælper dig til at restituere og har en positiv effekt på vores kognitive evner og immunsystem.
  • Gå en tur hver dag – gerne i smukke omgivelser – uden telefon eller en podcast i ørene. Naturen virker beroligende på nervesystemet.
  • Tage en pause. prioriter små kollegiale møde-øjeblikke ved kaffemaskinen. Hjernen har brug for pauser og stærke sociale relationer på arbejdspladsen virker som en buffer mod arbejdets stress.
  • Hold helt fri mindst 1 (weekend)dag om ugen. Lange pauser giver hjernen tid til at restituere, og har en gavnlig effekt på vores mentale helbred.

Har du brug for hjælp og støtte til at komme gennem alvorlig stress, tilbyder jeg et trygt og fortroligt rum, hvor vi sammen kan undersøge og arbejde med dine mønstre og det der stresser, og hvor du kan få konkrete værktøjer, der kan hjælpe dig til et liv i større balance.